Lidt om mig og den form for psykoterapi jeg tilbyder:
Jeg er uddannet fysioterapeut og psykoterapeut. Der er mange specialer inden for fysioterapi, men en af dem, der altid har været af stor interesse for mig, er det der hedder Psykosomatisk fysioterapi. Her er man meget optaget af sammenhængen mellem ”psyke” og ”soma” altså mellem psyken og kroppen, hvordan disse to påvirker hinanden begge veje, og hvordan det er vigtigt at arbejde med begge sider.
En anden del der er meget vigtig her er ressourcer. At man som terapeut er opmærksom på, hvilke ressourcer klienten har, og at det er ud fra dette at arbejdet foregår. Dette medfører at udgangspunktet altid er klientens, og at det er ud fra dette at der arbejdes med at finde handlemuligheder, så de fungerer for klienten og i klientens liv. Den psykoterapeut uddannelse jeg har arbejder ud fra samme præmisser.
Nogle gange kan det være svært for klienterne at mærke kroppen og her kan jeg hjælpe dem tilbage til kroppen, ved at spørge ind til det jeg ser ske i kroppe. Det kan være hurtigere vejrtrækning, uro i kroppen, løftede skuldre osv. Nogle føler sig sårbare over for mig, fordi de tror, at jeg ved at se på deres krop, kan se ind i deres inderste. Sådan er det ikke – jeg ser bare kroppens reaktioner og kan spørge ind til dem – kun klienten kender svaret på hvad der sker inde i dem!
Jeg har min uddannelse fra DIPU, ”Dansk Institut for Psykoterapi og Uddannelse”. DIPU er evalueret og godkendt efter de ministerielle retningslinier. Denne uddannelse har som fagligt grundlag Organisk Psykoterapi, som er en terapiform med afsæt i krops- og gestaltterapi, nyere human forskning og et holistisk menneskesyn.
Gestaltterapien tager sit udgangspunkt i det der er lige nu og her, og i de vilkår vi har i vores liv. Gestaltterapien lægger vægt på at være tilstede i nuet, opmærksomhed på egne nuværende behov, samt tage ansvar for os selv og være medansvarlige for de mennesker vi er i kontakt med. En erkendelse af, at livet hele tiden kræver af os at træffe valg og fra valg, og at vi må tage personlig ansvar for de valg vi træffer.
Kroppsykoterapiens udgangspunkt er at mennesket er en organisme, der er i konstant psykisk, biologisk, social og kemisk proces. Man arbejder som terapeut sammen med klienten om at opløse kroppens og psykens uhensigtsmæssige pansringer. Dine uhensigtsmæssige forsvar vil ikke blive nedbrudt udefra, men vil blive opløst eller smeltet indefra, efterhånden som du oplever, at du ikke behøver dem mere.
Målet er at opnå en sammenhængende helhed, hvor krop og psyke komplementerer hinanden, så vi kan optræde som hele mennesker.
